Blogger vs. WordPress – hvor skal jeg placere min blog?

Inden du starter din blog op, er det en god idé at overveje meget grundigt, hvor du vælger at placere din blog.

Når du først er i gang med bloggeriet, er det nemlig ikke særlig nemt at flytte bloggen andetsteds hen, og oftest er man simpelthen nødt til at starte helt forfra på den nye adresse.

Jeg har valgt at fokusere på to af de mest benyttede muligheder, nemlig Blogger/Blogspot samt WordPress.org.

Blogger/Blogspot

Blogger er en gratis service, som Google stiller til rådighed.

Hvis du vælger at have din blog hér, får du adressen: http://blogspot.ditblognavn.com. Der er dog også mulighed for at få dit helt eget personlige domænenavn til en blogger blog, hvilket du kan læse nærmere om via linket.

Hos Blogger findes der en række forskellige styles, man kan vælge imellem – og derudover kan man også selv ændre på dem, så man kan sætte sit personlige præg på bloggen.

Der er dog grænser for, hvor meget man helt præcist kan customize layoutet, og mange blogger blogs minder derfor umiskendelig meget om hinanden.

Til gengæld er Blogger fantastisk nem at arbejde med – og selvom du aldrig har lavet en hjemmeside før, så vil jeg vove at påstå, at du sagtens kan kaste dig ud i Blogger, da du stort set intet kendskab behøver til html for at sætte din blog op i deres system.

En stor ulempe ved Blogger, er deres kommentarsystem. Du skal enten have en blogger- eller googlekonto for at kunne kommentere. Det er ganske vist muligt at tillade anonyme kommentarer, men mange bloggerejere er tilsyneladende ikke klar over dette.

Derudover skal man igennem et ordgenkendelsessystem for at undgå spam – alt efter opsætningen skal jeg nogle gange klikke mig igennem 3 forskellige popupvinduer for at få min besvarelse sendt af sted.

Det er alt for besværligt og meget demotiverende for de besøgende.

På Blogger må man gerne vise reklamer fra Google Ads, men der er ikke mulighed for at vise reklamer fra andre samarbejdspartnere, hvilket kan være fuldstændig ligegyldigt, hvis man bare har en lille fritidsblog, men som kan få stor betydning, hvis man har en større blog med mange besøgende.

Sidst men ikke mindst er det også værd at huske på, at Blogger er en gratis service, som Google stiller til rådighed. De kan på ethvert tidspunkt lukke for deres service – eller for din enkelte blog, såfremt de ikke længere ønsker at stille den service til rådighed for dig.

Flere store musikblogs er for nyligt blevet lukket ned, fordi de gentagne gange krænkede andres ophavsrettigheder, og jeg kender personligt en dansk modeblogger, som fik lukket sin blog, fordi hun havde reklamer på den, hvilket var i strid med Bloggers retningslinjer.

Du har altså ikke selv 100% kontrol over din blog, og dermed kan du risikere, at den bliver lukket ned eller slettet helt uden varsel.

WordPress.org

Først og fremmest må jeg hellere lige gøre det klart, at der findes to forskellige udgaver af WordPress; wordpress.com og wordpress.org

WordPress.com er sådan set bare WordPress’ udgave af Blogger; en gratis blog, som de hoster, og som man nemt kan sætte op uden den helt store kendskab til programmering.

WordPress.org er til gengæld en blog, du selv skal installere på dit eget domæne – og det er denne udgave af WordPress, jeg vil gennemgå hér.

For at kunne bruge WordPress er det nødvendigt, at du har kendskab til (eller sætter dig ind i), hvad HTML og FTP betyder – og hvordan det fungerer.
Det kræver altså noget arbejde, med mindre du kender en sød nørd, du kan bestikke til at hjælpe dig :-P

WordPress skal desuden installeres på et webhotel, så du skal både betale for det, samt et domæne. Til gengæld er det så DIG, der fuldstændigt har kontrol over din blog – og du skal ikke være afhængig af en gratis udbyder, som i teorien kan lukke og slukke præcist når de har lyst.

Efter min mening har WordPress simpelthen så mange fordele, at jeg kunne skrive side op og side ned om det – nogle af de primære er:

Der er stort set ubegrænsede muligheder i forhold til layout og design af din blog. Der findes gratis layouts overalt på nettet, som du kan benytte og ændre i for at tilpasse dem din egen stil.

Det er nemt og hurtigt for dine besøgende at lægge en kommentar – og deres informationer (navn, mail og url) bliver gemt fra gang til gang.

IP adressen logges, når dine besøgende lægger en kommentar – dette virker ofte afskrækkende på de uslinge, der ynder at lægge ubehagelige bemærkninger.

Der findes en funktion, så du skal godkende kommentaren, første gang en person skriver, men når vedkommende først har fået godkendt én kommentar, så ryger de næste direkte igennem.

Det er tilladt at have reklamer udover Adsense – på den måde kan du indgå dine egne samarbejdsaftaler og tjene ekstra penge på din blog.

Det sender et mere professionelt signal, at du har lavet din blog via WordPress. Dels fordi alle og enhver kan starte en blog hos Blogger, hvor det trods alt kræver en større indsats med WordPress – og dels fordi du slipper for Bloggers irriterende navigationsbar oppe i toppen af din blog.

Alt i alt er der stort set kun positive ting ved WordPress, så længe du lige får købt dig et webhotel og får fundet ud af at installere din blog derpå (og det sidste kan du finde hjælp til lige her på min blog ;-) ).

Jeg kan derfor kun anbefale, at du bruger lidt ekstra tid på at sætte dig ind i, hvordan WordPress fungerer, så du kan oprette din blog med det. Hvis du derimod er realistisk nok til at vide, at du ikke har tålmodighed og eller evner til den mere avancerede form for blogging – eller hvis du primært blogger på hobbyplan, så er Blogger som sagt et fint alternativ med de begrænsninger, det nu en gang har.

Kommentarer

4 svar til “Blogger vs. WordPress – hvor skal jeg placere min blog?”
  1. Ewelina siger:

    Hvordan i al verden kan folk abonnere på min blog som er en wordpress blog? Det virker som en nem opgave med Bloggers blogs. Jeg kan dog ikke finde samme funktion/mulighed på wordpress. Kan du hjælpe? Tak!

  2. Ewelina siger:

    Endnu et spørgsmål, den her gang omkring fonts på bloggen. Jeg bruger som sagt WordPress og den eneste fonttype som jeg bruger er Times New Roman som jo ikke er den mest spændende. Hvordan ændrer jeg fonttypen i indlæg og layoutet? På forhånd tak for gode råd! Hilsen, Ewelina

  3. Tak for indslaget, jeg har længe overvejet om jeg skulle starte en wordpress blog udover min blogspot blog, og din post har fået mig til at genoverveje om det ikke er værd at bruge lidt ekstra tid på, just in case. Har alligevel lagt mage timer i mine blogspot blogge og ville være cool med en lidt mere prof blog :)

  4. Astrid siger:

    Fedt indlæg, lige det jeg søgte efter! Har for et par måneder siden oprettet en blog på WordPress. Nu er jeg så blevet i tvivl om, om jeg skulle have valgt blogger i stedet for… Synes, at det virke meget lettere at følge og at blive fundet. Er det bare mig?

Har du noget på hjertet?

Kommentarer, ris, ros, tips og idéer er meget værdsat!
og forresten, hvis du vil have et billede sammen med din kommentar, så få dig en gravatar!