Få større billeder på din Blogger blog

april 21, 2010 af  
Gemt under Bloggen, Blogger, Layout, Layouts

Jeg elsker, når der er store, tydelige billeder på de blogs, jeg følger.

Jeg læser meget mad- mode- og livsstilsblogs – og dér er gode billeder jo alfa og omega.

Det nytter imidlertid ikke noget, at man er fantastisk til at trylle med sit spejlreflekskamera, hvis man kun kan vise billederne i små udgaver på sin blog, så hér følger en guide til, hvordan du kan få større billeder på din Blogger blog.

Først og fremmest gælder det om at vælge et lay-out /template, hvor der er et bredt midterfelt- og altså mest mulig plads til dine billeder.

Hvis du vil benytte dig af Bloggers egne Templates, kan jeg anbefale Minima Stretch, som jeg også tidligere har anbefalet – her er der forholdsvis god plads til tekst og billeder.

Nu har du to forskellige muligheder, som begge giver dig større billeder på bloggen:

  • Du kan vælge at uploade dine billeder til eksempelvis Photobucket
  • Du kan vælge at skifte over til den nye tekst editor hos Blogger

Det er en anelse mere besværligt at skulle uploade sine billeder til et sted som Photobucket (sig endelig til, hvis du har brug for en guide til dette), det er et ekstra trin, du skal igennem, hver gang du laver et blogindlæg, men som alt andet er det jo et spørgsmål om at gøre det til en vane.

Derudover så er du afhængig af en gratis service, som de i teorien kan vælge at lukke ned, lige når det passer dem (på den anden side, så har du allerede dette problem med Blogger, hvor din blog ligger), og hvis du har mange besøgende, så kan du risikere at skulle betale for at opgradere din konto hos dem.

Til gengæld kan du have dine billeder så store, som du overhovedet har lyst til – så længe det dog ikke går ud over din blogs udseende.

Vælger du den anden løsning, nemlig at skifte over til Bloggers nye editor, så kan du have billeder helt op til 640 pixels bred.

På min blog, It’s Fashion Baby!, er mine billeder 590 pixels, og jeg synes bestemt ikke, de behøver at være større – så Bloggers mulighed med den nye editor er bestemt et fint alternativ, der er værd at overveje.

Du aktiverer den nye editor på følgende måde:

  • Vælg Tilpas/Customize
  • Vælg Indstillinger/Settings
  • Scroll ned på siden til Globale indstillinger/Global Settings
  • Vælg “Opdateret Editor”/”Updated Editor”

Og Voila! – du har aktiveret den nye editor.

Når du for fremtiden uploadet et billede til et indlæg vha. Blogger, så kan du vælge mellem Lille, Mellem, Stor og Ekstra Stor – og Ekstra Stor er så altså 640 pixels bred.

Har du spørgsmål, så spørg endelig løs – og ellers kan du deltage i debatten om, hvorvidt det er bedst at uploade sine billeder direkte til bloggen eller at benytte sig af en service som fx. Photobucket.

Hvordan blogger jeg fra min iPhone?

Inspireret af et spørgsmål inde fra Bloggerlands Forum kommer hér et indlæg om at blogge fra sin iPhone.

Det er faktisk ganske nemt, når man først lige har fået det hele sat op – og det er jo en fantastisk mulighed for at blogge, når man er på farten – eller fx smide et hurtigt indlæg om den fantastiske jakke til halv pris, der hænger nede i H&M og lokker.

Du kan både blogge fra din iPhone på Blogger og WordPress, men da det er to forskellige applikationer, det kræver, så gennemgår jeg det hver for sig.

At blogge på WordPress fra din iPhone

WordPress har selv udviklet en applikation til iPhone, så du kan være sikker på, at det hele fungerer, som det skal.

Gå ind under Applications og søg på WordPress, så dukker der et resultat frem fra Automatittic, der ganske enkelt hedder “WordPress” – det er gratis, så skynd dig at hent det ned på din iPhone!

Dernæst skal du udfylde nogle få simple oplysninger; adressen til din blog, dit brugernavn (admin) og dit password.

Nu er selve applikationen sat op – men du skal også lige have gjort selve bloggen klar til at modtage indlæg fra din iPhone.

Gå ind på dit kontrolpanel på bloggen, vælg “indstillinger/skrivning” og kryds af under “Aktiver WordPress-, Movable Type-, MetaWeblog- og Blogger-XML-RPC-udgivelsesprotokollerne.”

Nu skulle du gerne være fit for fight og klar til at blogge på farten ;-)

At blogge på Blogger fra min iPhone

Hvis du vil blogge på din Blogspot blog fra din iPhone, så skal du gå ind under application store og søge på “Blogpress”.
Denne applikation koster desværre 18 kr., men har du en Blogger blog, så er den altså pengene værd, da du både kan lægge billeder og videoklip direkte ind på din blog fra din iPhone.

Når du har downloadet applikationen, skal du udfylde det brugernavn og password, du bruger til at logge ind på din blog med.

Du kan selv vælge, om billederne skal ind på et Picasa eller Flickr album (jeg har valgt Picasa som standard, da man hér bare kan bruge sine logind oplysninger fra Blogger kontoen).

Sidst men ikke mindst skal du indtaste dine kontooplysninger til Youtube. Hvis du ikke allerede har en konto, så opret én da det er hér dine videoer bliver uploadet til.

Det var dét – så enkelt er det at sætte det op, og nu kan du blogge løs fra din iPhone :-)

Få et billede på dine kommentarer på WordPress blogs

Når du kommenterer på en blog fra Blogger, dukker dit billede automatisk op sammen med din kommentar, hvis du er logget ind på din Google- eller Bloggerkonto.

Det giver en klar fordel, fordi man lægger mere mærke til kommentarer, hvor der er tilknyttet et billede – og fordi det gør din kommentar meget mere personlig og nærværende.

Hos WordPress findes denne mulighed også, selvom mange tilsyneladende ikke helt har opdaget det endnu.

For at få vist dit billede sammen med din kommentar, skal du have oprettet en såkaldt Gravatar – det er et avatarbillede, som automatisk bliver brugt, når du indtaster din mailadresse i et kommentarfelt (forudsat, selvfølgelig, at det er en side, der benytter sig af Gravatar, som fx WordPress).

Det er en ganske gratis og harmløs service – og det er nemt og hurtigt at få oprettet sin Gravatar.

Udover WordPress benyttes den også på flere online avisers kommentarfelter.

Du kan oprette den lige her – og så kan du jo efterfølgende teste den i kommentarfeltet her på indlægget :-P

Kunsten at skrive indlæg på sin blog

Umiddelbart skulle man jo mene, at hvis man brænder så meget for et emne, at man ligefrem ønsker at lave en blog om det, så er man også godt klar over, hvordan man får skrevet indlæg på den blog.

Der er dog et par grundlæggende ting, man bør gøre sig klart, inden man går i gang.

  • Hav styr på din tegnsætning og kør lige indlægget igennem en stavekontrol

Det kan måske virke meget åbenlyst, men ikke desto mindre findes der utallige blogs rundt om på nettet, hvor forfatteren ikke har taget sig tid til at tjekke op på grammatikken og stavekontrollen. Det forstyrrer desværre ofte så meget hos læseren, at bloggeren slet ikke får sit budskab ordentligt igennem – hvilket er synd og skam, når man har lagt tid og energi i en blog.

  • Vælg en fængende og rammende overskrift til dit indlæg

Det er vigtigt, at du får valgt en god overskrift til dit blogindlæg.

For det første skal den meget gerne sige noget om indlægget, så dine besøgende kan finde vej via en søgemaskine som fx Google.
Derudover er det et stort plus, hvis du har en catchy overskrift, som virker spændende og interessant, så dine besøgende simpelthen bliver SÅ nysgerrige, at de bare liiiige må ind og kigge ;-)

  • Sørg for at blogge regelmæssigt

Det er egentlig lige meget, om du blogger 2 gange om dagen, hver dag eller 1 gang om ugen, så længe du sørger for at fastholde dit interval.

På den måde kan dine læsere regne med dig – og de ved, hvornår de kan vende tilbage til din blog for at finde nye indlæg.

Naturligvis er det ofte en fordel, hvis man opdaterer sin blog jævnligt, men alt for mange updates, flere gange dagligt, kan i sidste ende også have den modsatte effekt, da det simpelthen kan blive en heldagsaffære at følge med på bloggen.

  • Hav altid et par blogindlæg liggende klar, som du kan poste i perioder, hvor du ikke har så meget tid

Hos både Blogger og WordPress har du mulighed for at forprogrammere dine indlæg, så de udgives på et senere tidspunkt.
Denne feature er genial, da den gør dig i stand til at have nogle indlæg i baghånden til de perioder, hvor du ved, du har for travlt til at blogge.

Hvis du fx rejser på ferie, har du dermed mulighed for at holde din blog kørende, selvom du ikke får internetadgang på hotellet – eller hvis du hellere vil bruge tiden på at solbade og shoppe fremfor at sidde indenfor og opdatere din blog ;-)

Hos Blogger finder du denne mulighed inde under “post option” nederst hvor du skriver dit indlæg. Her kan du vælge den dato og det tidspunkt, du vil have udgivet dit indlæg på.

I WordPress finder du det under feltet “udgiv/publish” – hvor du kan vælge “udgiv med det samme” og ellers kan indtaste det tidspunkt, du vil have det udgivet.

Begge steder kan du desuden også gemme indlægget som en kladde, hvis du ikke har bestemt dig for, hvornår det helt præcist skal postes, men du gerne vil have det i baghånden.

Layouts til Blogger

Hos Blogger/Blogspot er der mulighed for at vælge mellem flere forskellige standarddesigns, som man nemt kan skifte imellem.

Gå ind under “Layout, Pick New Template” – og her kan du så se de forskellige muligheder.

Jeg kan anbefale “Minima Stretch”, som er et meget simpelt design, hvor der er god plads til tekst og billeder.

Når du har valgt ét af Bloggers standard layouts, er der mulighed for selv at tilpasse det på forskellige måder ved at ændre skriftfarver, lave sin egen header (andet ord for det fine logo, man har i toppen) osv.

Hvis du gerne vil have et mere specielt layout, så er der mange muligheder rundt om på nettet.

Du kan enten prøve at Google “blogger layout” “blogger template” “blogspot layout” og “blogspot template”. Der findes rigtig mange forskellige, og der burde være noget til enhver smag.

Jeg har udvalgt et par stykker, som jeg synes rigtig godt om -og som er af høj kvalitet sammenlignet med mange af de andre gratis muligheder, der findes på nettet.

bloggertemplateaprilshowers1

April Showers laver simpelthen de fineste og mest gennemførte designs, jeg har set i lang tid.

Du kan for et forholdsvist lille beløb for hende til at totaldesigne din blog efter dit eget ønske – og ellers har hun også flere fantastisk lækre gratis designs til din blogger blog.

bloggertemplateflorist

Dette blomsterlayout er fint, enkelt og skiller sig ud fra mængden – en perfekt kombination, hvis du spørger mig.

Du kan downloade det lige her.

bloggertemplateallblogtools

Dette layout er lige til at blive glad i låget af med alle de fine farver.
Det fikse ved dette layout er, at det faktisk er 6 forskellige i ét. Billedet af drengen i øverste højre hjørne kan nemlig skiftes ud med flere andre – bl.a. nogle fine kvindlige udgaver.

Der findes også fine vejledninger på siden, AllBlogTools, til hvordan du kan tilpasse layoutet til din helt egen stil.

På det første og sidste layout er der meget fine guides til, hvordan du får installeret layoutet på din blogger/blogspot blog, og det er faktisk ganske enkelt, hvis bare du følger vejledningen trin for trin.
Held og lykke – og spørg endelig løs, hvis jeg eller andre besøgende kan hjælpe dig med noget :-)

Hvad er et favicon – og hvordan får man et?

marts 2, 2010 af  
Gemt under Bloggen, Diverse, Layout

Hvad er et favicon?

Et favihvafornoget?

Hvis du kigger oppe i adresselinjen øverst på siden, så kan du se et lille ikon, med bogstavet B. Det er Bloggerlands favicon.
Udover at sidde der og se pænt ud, så kan man også se det, når man har flere åbne faneblade, man kan se det i sine bogmærker – og ofte dukker det også op på andres linklister.

Det er en nem og fin måde at gøre sin blog lidt mere personlig og professionel at se på.

Hvordan får jeg fat på et favicon?

Du kan evt. prøve at google favicon og kigge i googles billedresultater for at se, om du finder nogle, du godt kan lide. Hvis det er tilfældet, skal du selvfølgelig huske at skrive til ejeren og bede om lov til at benytte billedet ;-)

Alternativt kan du gå ind på denne hjemmeside, hvor du kan lave dit eget favicon enten helt fra bunden eller ved at uploade et billede – her er en anden side, hvor du kan lave et animeret favicon (very fancy indeed). Begge dele er MEGET nemme at bruge og er altså stort set idiotsikrede- så bare kom i sving!

Når du har dit favicon klar, så skal du have det uploadet til den folder, hvor din blog, ligger (det vil altså sige, at du ikke kan få dit eget favicon, hvis du har en blog hos Blogger) – du kan se min guide til, hvordan du uploader filer vha. et ftp-program.

Sidst men ikke mindst, skal du have sat en kode ind på din blog. Koden skal indsættes i din header sektion af bloggen.

Hvis du ikke helt er med på, hvad det vil sige – så gå ind i dit WordPress kontrolpanel, vælg “udseende/editor” og vælg så den skabelon, der hedder “header”.

Dernæst finder du det sted på siden, hvor der står title – og så skal koden sættes ind lige derefter.

<html>

<head>

<title>titlen på din blog</title> <– koden skal sættes ind lige efter dette

<link rel=”shortcut icon” href=”favicon.ico” /> <– koden du skal sætte ind


Hvis din blog allerede har et favicon, så uploader du bare dit eget til bloggen og siger ja til at overskrive det nuværende – så behøver du slet ikke at sidde og fifle med koder.

Spørg endelig løs, hvis du har spørgsmål eller har brug for hjælp :-D


Blogger vs. WordPress – hvor skal jeg placere min blog?

Inden du starter din blog op, er det en god idé at overveje meget grundigt, hvor du vælger at placere din blog.

Når du først er i gang med bloggeriet, er det nemlig ikke særlig nemt at flytte bloggen andetsteds hen, og oftest er man simpelthen nødt til at starte helt forfra på den nye adresse.

Jeg har valgt at fokusere på to af de mest benyttede muligheder, nemlig Blogger/Blogspot samt WordPress.org.

Blogger/Blogspot

Blogger er en gratis service, som Google stiller til rådighed.

Hvis du vælger at have din blog hér, får du adressen: http://blogspot.ditblognavn.com. Der er dog også mulighed for at få dit helt eget personlige domænenavn til en blogger blog, hvilket du kan læse nærmere om via linket.

Hos Blogger findes der en række forskellige styles, man kan vælge imellem – og derudover kan man også selv ændre på dem, så man kan sætte sit personlige præg på bloggen.

Der er dog grænser for, hvor meget man helt præcist kan customize layoutet, og mange blogger blogs minder derfor umiskendelig meget om hinanden.

Til gengæld er Blogger fantastisk nem at arbejde med – og selvom du aldrig har lavet en hjemmeside før, så vil jeg vove at påstå, at du sagtens kan kaste dig ud i Blogger, da du stort set intet kendskab behøver til html for at sætte din blog op i deres system.

En stor ulempe ved Blogger, er deres kommentarsystem. Du skal enten have en blogger- eller googlekonto for at kunne kommentere. Det er ganske vist muligt at tillade anonyme kommentarer, men mange bloggerejere er tilsyneladende ikke klar over dette.

Derudover skal man igennem et ordgenkendelsessystem for at undgå spam – alt efter opsætningen skal jeg nogle gange klikke mig igennem 3 forskellige popupvinduer for at få min besvarelse sendt af sted.

Det er alt for besværligt og meget demotiverende for de besøgende.

På Blogger må man gerne vise reklamer fra Google Ads, men der er ikke mulighed for at vise reklamer fra andre samarbejdspartnere, hvilket kan være fuldstændig ligegyldigt, hvis man bare har en lille fritidsblog, men som kan få stor betydning, hvis man har en større blog med mange besøgende.

Sidst men ikke mindst er det også værd at huske på, at Blogger er en gratis service, som Google stiller til rådighed. De kan på ethvert tidspunkt lukke for deres service – eller for din enkelte blog, såfremt de ikke længere ønsker at stille den service til rådighed for dig.

Flere store musikblogs er for nyligt blevet lukket ned, fordi de gentagne gange krænkede andres ophavsrettigheder, og jeg kender personligt en dansk modeblogger, som fik lukket sin blog, fordi hun havde reklamer på den, hvilket var i strid med Bloggers retningslinjer.

Du har altså ikke selv 100% kontrol over din blog, og dermed kan du risikere, at den bliver lukket ned eller slettet helt uden varsel.

WordPress.org

Først og fremmest må jeg hellere lige gøre det klart, at der findes to forskellige udgaver af WordPress; wordpress.com og wordpress.org

WordPress.com er sådan set bare WordPress’ udgave af Blogger; en gratis blog, som de hoster, og som man nemt kan sætte op uden den helt store kendskab til programmering.

WordPress.org er til gengæld en blog, du selv skal installere på dit eget domæne – og det er denne udgave af WordPress, jeg vil gennemgå hér.

For at kunne bruge WordPress er det nødvendigt, at du har kendskab til (eller sætter dig ind i), hvad HTML og FTP betyder – og hvordan det fungerer.
Det kræver altså noget arbejde, med mindre du kender en sød nørd, du kan bestikke til at hjælpe dig :-P

WordPress skal desuden installeres på et webhotel, så du skal både betale for det, samt et domæne. Til gengæld er det så DIG, der fuldstændigt har kontrol over din blog – og du skal ikke være afhængig af en gratis udbyder, som i teorien kan lukke og slukke præcist når de har lyst.

Efter min mening har WordPress simpelthen så mange fordele, at jeg kunne skrive side op og side ned om det – nogle af de primære er:

Der er stort set ubegrænsede muligheder i forhold til layout og design af din blog. Der findes gratis layouts overalt på nettet, som du kan benytte og ændre i for at tilpasse dem din egen stil.

Det er nemt og hurtigt for dine besøgende at lægge en kommentar – og deres informationer (navn, mail og url) bliver gemt fra gang til gang.

IP adressen logges, når dine besøgende lægger en kommentar – dette virker ofte afskrækkende på de uslinge, der ynder at lægge ubehagelige bemærkninger.

Der findes en funktion, så du skal godkende kommentaren, første gang en person skriver, men når vedkommende først har fået godkendt én kommentar, så ryger de næste direkte igennem.

Det er tilladt at have reklamer udover Adsense – på den måde kan du indgå dine egne samarbejdsaftaler og tjene ekstra penge på din blog.

Det sender et mere professionelt signal, at du har lavet din blog via WordPress. Dels fordi alle og enhver kan starte en blog hos Blogger, hvor det trods alt kræver en større indsats med WordPress – og dels fordi du slipper for Bloggers irriterende navigationsbar oppe i toppen af din blog.

Alt i alt er der stort set kun positive ting ved WordPress, så længe du lige får købt dig et webhotel og får fundet ud af at installere din blog derpå (og det sidste kan du finde hjælp til lige her på min blog ;-) ).

Jeg kan derfor kun anbefale, at du bruger lidt ekstra tid på at sætte dig ind i, hvordan WordPress fungerer, så du kan oprette din blog med det. Hvis du derimod er realistisk nok til at vide, at du ikke har tålmodighed og eller evner til den mere avancerede form for blogging – eller hvis du primært blogger på hobbyplan, så er Blogger som sagt et fint alternativ med de begrænsninger, det nu en gang har.

Kunsten at vælge et navn til sin blog

Når du starter din blog op, skal du jo først og fremmest finde et navn til bloggen.

Navnet er umiddelbart dit ansigt udadtil, eksempelvis hvis venlige medbloggere linker til dig – og det er derfor vigtigt at finde et navn, der både er unikt, nemt at huske men som samtidigt også giver et prej om, hvad din side handler om.

Inden du sætter dig helt fast på et navn er det også vigtigt at tjekke, hvorvidt navnet allerede er taget – hos Blogger, vil du opdage det allerede i registrationsprocessen – og vil du have en blog med dit eget domænenavn, kan du tjekke løs hos fx.

Guide til at få et domænenavn på en blogger blog

Personligt domænenavn til en blogger blog

marts 2, 2010 af  
Gemt under Bloggen, Blogger

Et personligt domæne er med til at gøre din blogadresse nem at huske, det sender et mere seriøst signal – og så giver det din blog en masse personlighed, da du kan matche navnet med indholdet på din blog.

Besøgstæller til din blog

november 16, 2009 af  
Gemt under Bloggen, Gadgets, Teknik

Let’s face it; det ville ikke være det samme at blogge, hvis du ikke havde besøgende på din blog.
Der er en hvis tilfredsstillelse ved at opdage, at besøgstallet stiger fra uge til uge – og en god besøgstæller kan være en fantastisk hjælp til at få endnu flere besøgende.

På min egen blog bruger jeg Statcounter samt Google Analytics – Statcounter har uden tvivl den bedste brugervenlighed, mens Google Analytics er mere officielt og anerkendt i forhold til at måle besøgstal.

Derudover findes der også andre tællere som Get Clicky og Sitemeter.

Statcounter kan meget mere end bare at vise dit daglige besøgstal.
Hos Statcounter kan man nemlig også se, hvordan ens besøgende fandt frem til bloggen, hvilke sider på bloggen, de har besøgt, hvilke links på din blog de klikker på – og hvor længe de surfer rundt inde på din blog.

Derudover kan man give de forskellige besøgende “labels” – så hvis din mor har lagt en besked på din wordpress blog, og du dermed har hendes IP-adresse – så kan du give hende et label hos Statcounter, og for fremtiden vil du altid kunne genkende hende, når hun besøger bloggen.

Her finder du en glimrende guide til at installere Statcounter på en Blogger blog – mens du hos WordPress skal følge min guide lige her.

Hvis du har brug for hjælp til nogle af de forskellige funktioner, så spørg endelig løs her under kommentarerne, så kan jeg sagtens udbygge guiden.

Næste side »