Guide til ftp – sådan får du din blog lagt på nettet

FTP (som er en forkortelse for File Transfer Protocol) gør dig i stand til at lægge filer op på nettet – eller at hente filer ned fra nettet.

Hvis du har din blog på dit eget webhotel som fx med WordPress.org, så har du brug for at kunne dette.

Der findes en masse forskellige programmer rundt om på nettet, men jeg kan varmt anbefale Filezilla, som jeg også selv bruger.

Du kan downloade Filezilla her, du skal vælge at downloade Filezilla Client – og altså IKKE Filezilla Server.

Når du har fået pakket filen ud og installeret den (jeg håber, du selv har styr på det – ellers har vi vist laaaang vej igen, før du får din blog op at køre :-D ), skal du have programmet sat op, så du kan få forbindelse til din server på webhotellet  – dér, hvor din blog skal ligge.

Du skal bruge følgende oplysninger:

  • Værtsnavn (fx ftp.domænenavn.dk eller blot domænenavn.dk)
  • Brugernavn (kan være mange ting, men dit domænenavn indgår oftest)
  • Adgangskode

Du kan vælge en enkel opsætning, som så til gengæld betyder, at du skal taste oplysningerne ind hver gang, du åbner programmet.

Når du åbner programmet, er der plads til at taste oplysningerne ind øverst og du kan derefter trykke på “lyntilslut/quickconnect”.

filezilla1Det mest hensigtsmæssige vil dog klart være, at du får gemt opsætningen, så du ikke behøver at finde dine oplysninger frem, hver gang du skal benytte programmet.
For at gøre dette, skal du først gå ind i “Fil/Websted Manager – her vælger du “Nyt Websted” i nederste venstre hjørne.

Dernæst indtaster du følgende oplysninger: Vært, Brugernavn og adgangskode er de samme ting, som du brugte til en lynopsætning.

Port vil oftest være 21 (ellers har du fået oplyst andet af din webhost) – og under logontype vælger du “Normal”.

Dernæst trykker du “Gem” – og nu er du klar til at tilslutte. Dette gøres vha. ikonet i øverste venstre hjørne.

filezilla3

Nu skulle du gerne få et skærmbillede nogenlunde som det ovenstående.

Ruden til venstre symboliserer din egen computer – her kan du navigere rundt og finde mapper, hvor filerne til din blog ligger.

Ruden til højre symboliserer derimod din webserver, hvor din blog skal ligge.

Det er lidt forskelligt, hvor på webserveren, man skal placere sin blog – nogle gange er det ganske enkelt bare i roden af webserveren – altså den mappe, der vises med “/”, mens det andre gange kan være i “/public_html” eller lignende.

Herefter fungerer Filezilla dybest set blot som stifinder på din pc – du kan markere filer i venstre side/din egen computer – og trække dem over i en mappe på højre side/din webhost.

Blogger vs. WordPress – hvor skal jeg placere min blog?

Inden du starter din blog op, er det en god idé at overveje meget grundigt, hvor du vælger at placere din blog.

Når du først er i gang med bloggeriet, er det nemlig ikke særlig nemt at flytte bloggen andetsteds hen, og oftest er man simpelthen nødt til at starte helt forfra på den nye adresse.

Jeg har valgt at fokusere på to af de mest benyttede muligheder, nemlig Blogger/Blogspot samt WordPress.org.

Blogger/Blogspot

Blogger er en gratis service, som Google stiller til rådighed.

Hvis du vælger at have din blog hér, får du adressen: http://blogspot.ditblognavn.com. Der er dog også mulighed for at få dit helt eget personlige domænenavn til en blogger blog, hvilket du kan læse nærmere om via linket.

Hos Blogger findes der en række forskellige styles, man kan vælge imellem – og derudover kan man også selv ændre på dem, så man kan sætte sit personlige præg på bloggen.

Der er dog grænser for, hvor meget man helt præcist kan customize layoutet, og mange blogger blogs minder derfor umiskendelig meget om hinanden.

Til gengæld er Blogger fantastisk nem at arbejde med – og selvom du aldrig har lavet en hjemmeside før, så vil jeg vove at påstå, at du sagtens kan kaste dig ud i Blogger, da du stort set intet kendskab behøver til html for at sætte din blog op i deres system.

En stor ulempe ved Blogger, er deres kommentarsystem. Du skal enten have en blogger- eller googlekonto for at kunne kommentere. Det er ganske vist muligt at tillade anonyme kommentarer, men mange bloggerejere er tilsyneladende ikke klar over dette.

Derudover skal man igennem et ordgenkendelsessystem for at undgå spam – alt efter opsætningen skal jeg nogle gange klikke mig igennem 3 forskellige popupvinduer for at få min besvarelse sendt af sted.

Det er alt for besværligt og meget demotiverende for de besøgende.

På Blogger må man gerne vise reklamer fra Google Ads, men der er ikke mulighed for at vise reklamer fra andre samarbejdspartnere, hvilket kan være fuldstændig ligegyldigt, hvis man bare har en lille fritidsblog, men som kan få stor betydning, hvis man har en større blog med mange besøgende.

Sidst men ikke mindst er det også værd at huske på, at Blogger er en gratis service, som Google stiller til rådighed. De kan på ethvert tidspunkt lukke for deres service – eller for din enkelte blog, såfremt de ikke længere ønsker at stille den service til rådighed for dig.

Flere store musikblogs er for nyligt blevet lukket ned, fordi de gentagne gange krænkede andres ophavsrettigheder, og jeg kender personligt en dansk modeblogger, som fik lukket sin blog, fordi hun havde reklamer på den, hvilket var i strid med Bloggers retningslinjer.

Du har altså ikke selv 100% kontrol over din blog, og dermed kan du risikere, at den bliver lukket ned eller slettet helt uden varsel.

WordPress.org

Først og fremmest må jeg hellere lige gøre det klart, at der findes to forskellige udgaver af WordPress; wordpress.com og wordpress.org

WordPress.com er sådan set bare WordPress’ udgave af Blogger; en gratis blog, som de hoster, og som man nemt kan sætte op uden den helt store kendskab til programmering.

WordPress.org er til gengæld en blog, du selv skal installere på dit eget domæne – og det er denne udgave af WordPress, jeg vil gennemgå hér.

For at kunne bruge WordPress er det nødvendigt, at du har kendskab til (eller sætter dig ind i), hvad HTML og FTP betyder – og hvordan det fungerer.
Det kræver altså noget arbejde, med mindre du kender en sød nørd, du kan bestikke til at hjælpe dig :-P

WordPress skal desuden installeres på et webhotel, så du skal både betale for det, samt et domæne. Til gengæld er det så DIG, der fuldstændigt har kontrol over din blog – og du skal ikke være afhængig af en gratis udbyder, som i teorien kan lukke og slukke præcist når de har lyst.

Efter min mening har WordPress simpelthen så mange fordele, at jeg kunne skrive side op og side ned om det – nogle af de primære er:

Der er stort set ubegrænsede muligheder i forhold til layout og design af din blog. Der findes gratis layouts overalt på nettet, som du kan benytte og ændre i for at tilpasse dem din egen stil.

Det er nemt og hurtigt for dine besøgende at lægge en kommentar – og deres informationer (navn, mail og url) bliver gemt fra gang til gang.

IP adressen logges, når dine besøgende lægger en kommentar – dette virker ofte afskrækkende på de uslinge, der ynder at lægge ubehagelige bemærkninger.

Der findes en funktion, så du skal godkende kommentaren, første gang en person skriver, men når vedkommende først har fået godkendt én kommentar, så ryger de næste direkte igennem.

Det er tilladt at have reklamer udover Adsense – på den måde kan du indgå dine egne samarbejdsaftaler og tjene ekstra penge på din blog.

Det sender et mere professionelt signal, at du har lavet din blog via WordPress. Dels fordi alle og enhver kan starte en blog hos Blogger, hvor det trods alt kræver en større indsats med WordPress – og dels fordi du slipper for Bloggers irriterende navigationsbar oppe i toppen af din blog.

Alt i alt er der stort set kun positive ting ved WordPress, så længe du lige får købt dig et webhotel og får fundet ud af at installere din blog derpå (og det sidste kan du finde hjælp til lige her på min blog ;-) ).

Jeg kan derfor kun anbefale, at du bruger lidt ekstra tid på at sætte dig ind i, hvordan WordPress fungerer, så du kan oprette din blog med det. Hvis du derimod er realistisk nok til at vide, at du ikke har tålmodighed og eller evner til den mere avancerede form for blogging – eller hvis du primært blogger på hobbyplan, så er Blogger som sagt et fint alternativ med de begrænsninger, det nu en gang har.